Holte forsvarer sig til sejr
Af Foto: Photoevent.dk - den 6/3-2010

Holte IF - Brøndby VK 3-1 (25-17,23-25,25-17,25-19)

Det var et velforberedt Holtehold der i dag mødte Brøndby på udebane.
Hjemmeholdet vandt for tre uger siden sikkert over Fortuna, så Holte vidste godt, at der skulle arbejdes hårdt for at vinde kampen.

Det var da også lige præcis det, som Holte formåede i dag.
I store dele af kampen gik spillet efter planen, og spillerne kunne koncentrere sig om at holde niveau, og i forhold til de sidste kampe, var det en meget stabil indsats.
I første halvdel af 2. sæt og umiddelbart efter starten i 4. sæt, breder der sig tvivl og det koster prompte fejl og dermed point til Brøndby.
Netop disse tvivls-situationer er vores store fokusområde inden slutspillet og, der er glædeligt at vi både kan minimere og løse disse perioder, men vi kan stadig minimere med 2-3 fejl pr sæt.

Som forventet havde Brøndby stort pres i serven, og Holte formår at holde bolden i spil, og vinde bolden i eget forsvarsspil i stedet for.
Lykke Degner og Lauren Stockstad har 11 blokadevindere og 15 blokadestoppere til sammen, og forsvaret stod uhyggeligt stabilt i dag. Mia Kloth var her der og allevegne og Majken Asmussen spillede sågar forsvar med foden - så er alt muligt.

Anfører Jindra Knudsen spillede én af sine bedste kampe i denne sæson og fik fortjent dagens fidusbamse af sine holdkammerater.

Jeg er ekstremt glad for, at vi har fundet vores spil igen efter januar måneds spillemæssige udfordringer. Vi har stadig en 10-20% at forbedre af, men vi ved hvad der skal trænes på, så det vil blive ordnet i træningshallen.
Spillerne er begyndt at kæmpe for holdet igen, og troen på egne evner er ved at være tilbage.
Jeg er sikker på, at vi nok bliver klar til slutspillet og nu kan vi vist være sikre på 1. pladsen.



MIA KLOTH-JØRGENSEN OM KAMPEN

Man er vant til at beundre libero Mia Kloth-Jørgenens feberredninger i forsvaret, men alligevel var vi nogle stykker på tilskuerpladserne, der gned øjnene en ekstra gang, når Mia tilsyneladende ophævede tyngdeloven og fik kastet sig og reddet ”umulige” bolde.
Det var idræts-artisteri på et meget højt niveau!

– Var det din bedste kamp i denne sæson?

”Forsvarsmæssigt var det nok den bedste, i hvert fald på denne side af jul. Det er dejligt, når det, man træner hårdt for at nå, også lykkes i kamp.
Men det var ikke min bedste kamp i modtagningen. Den kunne have været bedre.”

– Jindra Knudsen har om jeres spillekrise for måneds tid siden sagt, at ”I mistede jeres spil.” Synes du I  genfandt jeres spil i dag?

”Ja, det synes jeg nok man kan sige, selv om jeg vil tro, vi kan blive 10-20 procent bedre.
Det er jo svært at spille optimalt, når man ikke for alvor bliver presset og udfordret. Mod topholdene står der mere på spil, og man træner og lægger taktik for at spille  specielt mod dem.
Så når man taler om at ”genfinde sit spil”, er det mod dem, det virkelig skal ske.
I dag kunne vores modtagning være bedre, men vores blok og forsvar fungerer rigtig godt, og vi får også presset dem mere i serven end de får presset os.
Så jeg synes helt klart vi kan være tilfredse, men der er også en del at arbejde på.”

LISA DRENNAN STÆKKET

– I fik lukket kanten Lisa Drennan, der var helt ustyrlig sidst mod Fortuna, ret meget ned.

”Ja, men vi har også kigget på, hvordan hun slår, og hvordan man skal spille forsvar mod hende og blokere hende.
Vi ved jo, at hun får mange bolde, så vi har meget fokus på hende. Det gjorde det nemmere at dæmme op for Brøndby i dag end f.eks. mod Fortuna i pokalfinalen, hvor de havde Kathrine (Whitney, red.), Kristen (Karlik, red.) og Caley (Carter-Knudsen) som angrebsmuligheder og kunne sprede boldene meget mere.”

- Ja, jeg synes centerne gør det godt i dag.

”Ja, for pokker, det gør de da. Helt klart!”

- Karen Helmer-Hansen fik mange servemodtagninger, men klarede det godt.

”Ja, de gik meget efter hende, men hun modtog meget stabilt. Det var virkelig godt. Hun skal vænne sig til at tage et stort ansvar en hel kamp igennem, og det tager selvfølgelig noget tid.”

- I får nok ikke nogen hård test-kamp som denne før finalerne skal spilles. Er det et handicap?

”Måske, men vi tester hinanden i træningen. Vi spiller hårdt mod hinanden, og Smølf presser os godt frem.
Vi har f.eks. nogle kegler, der markerer, hvor mange fejl vi laver. Hvis man laver to fejl, taber man sættet. På den måde konkurrerer vi med os selv og får presset os selv for at holde fejlniveauet så lavt som muligt.
Men man skal jo heller ikke udelukke, at Frederiksberg, som vi skal møde i semifinalen, virkelig kan give os noget modstand.”

v. Morten Piil